Hvem laver skifteretsattesten?

20 October 2020 Camilla Skøtt

editorial

Hvad er en skifteretsattest egentlig, og hvem laver den? Og hvad gør du, når en du holder af dør, og du skal arve vedkommende ejendom? Spørgsmålene er mange – vi har givet dem til boligadvokat.dk, der forsøger at besvare dem.

Når en af dine nærmeste dør, og det er dig, der skal arve vedkommende, så skal der laves en skifteretsattest. Inden attesten foreligger må du ikke fjerne ejendele fra ejendommen, ligesom du ikke må hæve penge på vedkommendes konto; det kan være svært at overskue, når du samtidig er i sorg, og derfor er det altid bedst, hvis du kontakter en advokat, når du står i en situation som denne.

Skifteretsattesten udarbejdes af skifteretten, og når den er tinglyst, kan du komme videre med dødsboet.

Hvad er en skifteretsattest?

Helt grundlæggende er en skifteretsattest en blanket, der udfyldes af skifteretten, og den fungerer som bevis for, hvem der kan bestemme over afdødes aktiver og ejendomme.

Det er gratis at få udstedt en skifteretsattest, men det kan koste penge at få den tinglyst, ligesom der kan være en tinglysningsafgift forbundet med den ejendom, der skal indgå i attesten. Alt det hjælper en advokat dig med at finde ud af, og som regel vil udgifterne blot blive fratrukket dødsboet.

Skifteretten får automatisk besked, når der er sket et dødsfald, og herefter går der cirka fire uger, før skifteretten tager kontakt til afdødes arvinger – og det er de arvinger, bedemanden har angivet i papirerne, der bliver kontaktet. Kontaktpersonerne bliver indkaldt til et møde, og herefter er skifteretten klar til at udstede attesten.

Hvis du ønsker at få dødsboet gjort op hurtigere, kan du selv kontakte skifteretten for at få et møde, og det kan du gøre allerede umiddelbart efter dødsfaldet. Det kan være en god idé, hvis afdøde er din ægtefælle, da det eller kan blive besværligt for dig at bruge af jeres fælles penge.

More articles