At gribe i egen barm ved anfald af panikangst hos andre

Panikangst er ikke noget at spøge med, og det kan være så modbydeligt at få ind på kroppen og opleve, når man lider virkelig hårdt af det – specielt hvis det er vedvarende, og man oplever det i stærk grad og ikke “blot” nogle små anfald af det.

Nogle folk oplever det “heldigvis” bare forbigående i nogle små moderationer en gang imellem i livet, og der kan gå så lang tid mellem de mange anfald, at man ikke helt tænker over, at man måske er diagnosticeret med panikangst, fordi der kan gå hele år mellem anfaldene.

Man mærker det ikke i det daglige, og desuden har man gennemgået så mange former for behandling i vedvarende plan med en målrettet indsats efter at finde den form for behandling med redskaber og værktøjer, der passer til ens eget individ.

Andre mennesker er dog så svært ramt af det, at det bliver invaliderede på deres egen tilværelse på en måde, så de ikke kan leve et liv fuldt ud med at have et fultidsarbejde, kærester, et socialt liv i rigt omfang, realisere sig selv, tage på rejser og videre – eller måske endda stifte familie.

De kan være så kede af det, at de ligefrem forbander den panikangst væk til Sydhavsøerne og ønsker aldrig, at andre skal opleve det.

Man oplever ligefrem skyld og dårlig samvittighed over at føle sådan, fordi de føler sig reduceret til et lille barn under de værste anfald, hvor de skal have hjælp til selv det mindste, mens det står på.

Derfor handler det også om, at du som pårørende ikke bliver skræmt over det, og står du en person nær, der har panikangst, så lær, hvad der skal til for, at du kan hjælpe vedkommende i det daglige, og når anfaldene sker.

Man behøver ikke at være defineret af panikangst, men når det rammer en, så er det kun godt at have de bedste mennesker omkring en.